Kære Læser,

jeg er gift og far til to mindre børn på henholdsvis 6 og 4 år.

Og så er jeg soloselvstændig foredragsholder, forsker og forfatter.

Min første reaktion på Corona-virusens ankomst til Danmark?

Jeg følte en helt ubeskrivelig indre ro.

For første gang i lang tid sov jeg simpelthen som en baby - tungt og trygt.

"Hvordan dog det?!", tænker du måske.

Jeg har siden jeg i sommeren sidste år valgte at satse 100% på at leve af "drømme og ubevidst intelligens" mærket konsekvenserne af den beslutning.

Herunder en mere svingende og usikker økonomi.

Bekymringer og tanker i relation til det har forstyrret min nattesøvn mere end en gang, lad mig bare indrømme det.

Da Coronavirussen ramte Danmark kunne jeg mærke at det eneste jeg der kunne gøre var at overgive mig helt og holdent til den.

Og derfor også hengive mig til det den medfører af mulige (og endnu ukendte) konsekvenser.

Virussen er simpelthen ude af min kontrol - det som lige nu sker i hele verden er meget større end mig.

(selvfølgelig kan jeg gøre en masse for at medvirke til at begrænse spredning m.v., hvilket jeg også gør).

Men i går fik den mig. Virussen.

Ikke Coronavirussen - men den endnu værre virus som følger med og som spreder sig umådeligt meget hurtigere end Corona;

frygt-virussen.

Som soloselvstændig har jeg masser af grund til bekymring.

Alle mine foredrag - min primære indtægtskilde - aflyses.

Og det til trods for, at jeg lige har fået den fedeste og mest opløftende feedback på et foredrag jeg i sidste uge holdt for Ingeniørforeningen Danmarks medlemmer

(hvor er jeg glad for jeg lige nåede at få det med også :-) ).

Måden jeg blev ramt på var at blive rigtig bekymret og frygtfyldt.

(hvad med bolig, familie, mad på bordet...!!)

Noget min familie, herunder mine to børn, bestemt mærkede.

Far var ikke glad.

Far vrissede mere end han plejer.

Uden tvivl en helt almindelig reaktion på det der sker.

Men heller ikke en reaktion der gør tingene lettere.

Min vigtigste opgave lige nu?

Jeg ser mig selv som faderen Guido i filmen "Livet er smukt" (uden sammenligning i øvrigt til filmens primære setting; en koncentrationslejr under 2. verdenskrig).

Har du set den? Fantastisk film (i øvrigt baseret på virkelige hændelse), som kun kan anbefales.

Måske især i disse tider.

Ikke på grund af de forfærdelige og gruopvækkende scener i filmen, men på grund af det modsatte :

De stærkt opløftende sider af filmen, og hvad der uden tvivl fremstår som filmens klare budskab.

Guido er far til Giosuè (en dreng) på ca. 6 år.

(scene fra filmen, hvor Guido er i færd med direkte at "sprøjte" håb og optimisme, troen på det gode, ind i sin søn Giosué).

Begge er italienske jøder, som under anden verdenskrig transporteres til en koncentrationslejr.

Hvad der sker i denne koncentrationslejr er ganske enkelt filmens omdrejningspunkt.

Guido udviser hele vejen igennem oplevelsen i koncentrationslejren en ukuelig optimisme.

Han er helt ufatteligt bevidst om hvordan hans adfærd, det han siger, det han gør, har en ubeskriveligt stor indflydelse på, hvordan hans søn Giosué oplever det at være i koncentrationslejr.

Herunder at han ikke ved hvor hans mor er.

Giosué, drengen, er på intet tidspunkt bekymret eller rørt af oplevelsen.

Tværtimod - for ham er hele oplevelsen en leg.

Et teaterstykke.

Selv da Guido - hans far øjensynligt, tæt på filmens slutning, selv er på vej til gaskamrene er humøret udadtil højt, Giosué er ikke bange.

Selvfølgelig kan man diskutere om Guidos tilgang er rigtig.

Jeg mener selv at der ikke er noget som helst galt i over for sine nære at sætte ord på, at også jeg er bange.

Det tror jeg faktisk på mange måder er vigtigt, altså at lade børnene forstå at dette er en ny situation.

Og der er alvor forbundet med den.

(f.eks. finder jeg det helt forkert at skærme ens børn ved slet ikke at fortælle om Corona, lade som om det ikke findes, de hører jo om det hele tiden alligevel).

Men det er meget mere måden jeg gør det på.

Den karma og energi jeg udstråler.

For det er den der smitter.

Det er den der gør bange.

Det er den der kan vælte hele korthuset.

Min primære opgave lige nu er at være umådeligt bevidst om mit følelsesliv.

Om de tanker der kommer helt automatisk.

For følelser kan vi ikke på den måde styre.

De kommer og går.

Det vi kan styre er måden vi reagerer på dem på.

Om vi lader os overmande af dem (ubevidst!).

Eller om vi (bevidst!) tager kampen op, og i stedet gør vores bedste til at ændre vores reaktion på dem.

For det første ved at få øje på dem - blive bevidst! - om at nu er de der (igen).

Min første reaktion (når jeg er bevidst, og det bliver jeg bl.a. i kraft af mine natlige drømme, som gør det tydeligt hvis jeg er fyldt op af frygt og angst),

det er at KÆMPE BENHÅRDT for at se situationen som den er:

LIGE NU, I DETTE ØJEBLIK (i dette sekund!):

Alt er godt!

Mad på bordet.

En seng at sove i.

Og mest af alt: kærligheden til hinanden! 

Kærligheden er noget af det jeg mærker stærkest i disse dage.

Kærligheden til min hustru og mine børn.

Kærligheden til livet.

Jeg synes den vigtigste opgave vi har lige nu er at vælge en anden reaktion end frygten.

Men i stedet lede efter det som lige nu er godt.

Ikke mindst forstå og indse, at kærligheden findes. 

Kærligheden til livet.

Kærligheden til andre.

Kærligheden til dem, som er vigtige for os.

Bedste hilsner

Michael

P.s. Jeg afholder stadig det 6-ugers online holdforløb "Drøm dig i live!" som starter næste lørdag (d. 28. marts).

Til gengæld er jeg meget bevidst om, at et 2.000 kroners "selvudviklingsforløb" ikke er det man "naturligt og uden overvejelse" straks tilmelder sig som verden lige nu ser ud.

Derfor har jeg i dag helt ekstraordinært valgt at sætte prisen ned til kun 395 kroner (brug koden "NYHEDSBREV") når du tilmelder dig.

Selv ser jeg forløbet som et forløb, der på mange måder kommer til at hjælpe os der er med, til at holde fast i os selv.

Til at finde det gode. Til ikke at lade frygten overmande os. Til at se lyset som er der et sted.

Du kan læse mere og tilmelde dig her: Drøm dig i live!